JURYENS BEGRUNDELSE
Juryen bag Women’s Board Award 2026 har valgt Christina Grumstrup Sørensen som årets prismodtager med følgende begrundelse:
Christina Grumstrup Sørensen repræsenterer en markant kombination af forretningsmæssig tyngde, strategisk udsyn, bestyrelseserfaring og et stærkt potentiale til at påtage sig endnu større ansvar i fremtidens bestyrelseslokaler.
Som Senior Partner og Founder i Copenhagen Infrastructure Partners har Christina gennem en årrække været med til at opbygge og lede en international virksomhed i krydsfeltet mellem energi, infrastruktur, kapital og den grønne omstilling. Hun arbejder med nogle af
de mest komplekse og langsigtede dagsordener i internationalt erhvervsliv, hvor store investeringer, teknologi, regulering og samfundsansvar mødes. Hendes evne til at bevare og mestre det helt store overblik har gjort særligt indtryk på juryen.
Samtidig har hun mere end ti års bestyrelseserfaring fra DSB, hvor hun har bidraget til beslutninger om store investeringer, infrastruktur, teknologi, organisation og governance. Hun demonstrerer en bestyrelsestil, hvor faglig dybde kombineres med evnen til at identificere de spørgsmål, der virkelig betyder noget – og evner at gøre komplekse problemstillinger beslutningsklare.
For juryen er det desuden væsentligt, at Christina ikke betragter bestyrelsesarbejde som et spørgsmål om titler eller om at opbygge den størst mulige portefølje. Hun vælger sine engagementer med omhu og søger de arenaer, hvor hun kan bidrage til reel forandring og værdiskabelse. Netop denne tilgang vidner om den dømmekraft, prioriteringsevne og ansvarlighed, der er afgørende i en kommende bestyrelsesleder.
Christina er samtidig en stærk rollemodel for andre kvinder. Hendes budskab handler ikke alene om repræsentation, men om at skabe de fællesskaber, relationer og strukturer, der gør det muligt at udvikle sig og tage ansvar. Hun understreger betydningen af netværk og rollemodeller og omsætter selv disse værdier til konkret handling.
Hendes tilgang til diversitet er forretningsorienteret og praksisnær. Forskellige perspektiver skal ikke blot være til stede omkring bordet; de skal bringes aktivt i spil, da det skaber bedre dialog, beslutninger og implementering.
Christina Grumstrup Sørensen repræsenterer dermed meget præcist ambitionen bag Women’s Board Award: at synliggøre kvinder med reel beslutningskraft, stærke ledelseskompetencer og potentiale til at indtage de mest indflydelsesrige positioner i dansk og internationalt erhvervsliv.
Med Women’s Board Award 2026 anerkender juryen både det lederskab, Christina allerede har udvist – og det endnu større bestyrelseslederskab, hendes profil peger frem imod.
