Gyldne citater fra prisoverrækkelsen

Temaet for prisoverrækkelsen 2020 var bæredygtig ledelse, og emnet blev vinklet med stor forskellighed og stærke budskaber fra indlægsholderne.

frise wba 2020

Anders Dons, CEO, Deloitte:

“Vejen til inkluderende ledelse lyder måske let, men det er faktisk svært. Personligt bliver jeg udfordret af min egen ubevidste bias og bliver ofte fristet til at ansætte folk, der ligner mig. Men jeg ved, at det ikke er bæredygtigt for vores forretning og for vores teams, hvis vi ikke omfavner mangfoldighed mere”.

Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen:

“Talent er en vigtig forudsætning for vækst og konkurrencedygtighed. Og talentkampen handler blandt andet om at sikre en divers ledelse med et bredt udsnit af kompetencer.  Derfor skal vi sikre, at talentmassen – eller fødekæden til ledelses- og bestyrelsesposter – har den nødvendige dybde og bredde. Jeg har sagt det før, men opbygning af vores talentpools skal ske tidligt, fordi vi bliver påvirket fra tidlig barndom af vores forældre, lærere, pædagoger, trænere og venner – og dermed også i forhold til vores beslutninger om uddannelse og karriere”.